Teknisk digitaliseringskonsulent til IS Kilden

Kan du lide at finde ud af, hvordan ting fungerer? Og vil du hellere bygge en prototype end bruge lang tid på at tale om, hvordan den kunne se ud?

Så er du måske vores nye kollega i IT og Digitalisering.

Hos IS Kilden har vi oprettet en ny stilling som teknisk digitaliseringskonsulent. Her får du mulighed for at arbejde med apps, automatisering og AI. Du skal have en god teknisk forståelse og lyst til at finde ud af, hvordan vi kan bruge teknologien til at gøre hverdagen lettere for vores kollegaer.

Du behøver ikke være uddannet softwareudvikler eller have flere års erfaring. Men vi forventer, at du allerede har arbejdet med tekniske løsninger gennem din uddannelse, dit arbejde eller egne projekter. Det vigtigste er, at du har noget praktisk erfaring at bygge videre på og lyst til at lære mere.

 

Du bygger løsningerne og er med til at få dem i brug

En kollega bruger måske unødigt meget tid på en manuel arbejdsgang. Eller der er en proces, som kunne fungere bedre med en digital løsning.

Din opgave bliver at forstå behovet og finde ud af, hvad vi kan gøre ved det.

Du kommer selv til at bygge løsningerne, og du får kontakt med dem, der skal bruge dem. På den måde kan du se, hvad der fungerer, og hvad der skal justeres.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • Udvikle løsninger i Power Apps og Power Automate.
  • Arbejde med flows, data og integrationer, når du bygger løsninger på Power Platformen.
  • Eksperimentere med og udvikle AI-agenter, fx i Copilot Studio, som kan hjælpe vores kollegaer i deres arbejde.
  • Sætte dig ind i brugernes arbejdsgange og omsætte deres behov til konkrete løsninger.
  • Teste dine løsninger og være med til at få dem implementeret i hverdagen.
  • Administrere platforme som fx SharePoint, herunder sites, brugere og navigation.

Du bliver også en del af de faglige snakke i teamet om blandt andet sikkerhed og nye tekniske muligheder.

Du er med hele vejen fra den første idé til den færdige løsning. Når den først er i drift, er du også med til at justere det, der ikke fungerer som forventet.

 

Du er teknisk nysgerrig og kan lide at finde løsninger

Måske er du nyuddannet og har arbejdet med Power Platform eller lignende teknologier under din uddannelse. Måske har du allerede prøvet kræfter med automatisering og digitale løsninger på en arbejdsplads.

Det vigtigste er, at du har en god teknisk forståelse og har prøvet at omsætte en teknisk idé til noget, der fungerer.

Vi forestiller os, at du:

  • Bliver nysgerrig, når noget ikke virker, og gerne vil finde ud af hvorfor.
  • Kan lide at bygge og afprøve løsninger frem for kun at tale om dem.
  • Arbejder systematisk og har øje for de detaljer, der gør forskellen.
  • Tænker på dem, der skal bruge løsningen, og ikke kun på, hvad der teknisk kan lade sig gøre.
  • Har lyst til at lære nyt og gerne deler din viden med andre.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med Power Apps, Power Automate eller administration af SharePoint. Har du en Microsoft-certificering inden for Power Platformen, er det også et plus, men det er ikke et krav. Vi har dygtige kollegaer, som gerne lærer fra sig.

 

Du bliver en del af et team, hvor vi bruger hinanden

I IT og Digitalisering er vi seks kollegaer med forskellige faglige baggrunde. Du bliver den tredje i digitaliseringsteamet, og du får kollegaer tæt på, som du kan sparre med i hverdagen.

Stillingen er nyoprettet, og vi arbejder løbende med at udvikle vores brug af Power Platform og AI. Du får derfor mulighed for at komme med dine egne idéer og være med til at afprøve nye løsninger.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med kollegaer i IS Kilden og på tværs af Gran Recovery and Health. Her er der ikke langt fra dem, der bygger løsningerne, til dem, der skal bruge dem.

Vi har forskellige kompetencer i teamet og hjælper hinanden, når vi støder på noget, vi ikke har prøvet før.

 

Det får du også hos os

Stillingen er på 37 timer om ugen, og du har mulighed for én hjemmearbejdsdag om ugen efter aftale.

Derudover tilbyder vi:

  • Sundheds- og tandforsikring samt rabatordninger, blandt andet på fitness.
  • Sociale arrangementer på tværs af koncernen, hvor du kan lære kollegaer fra vores andre virksomheder at kende. Vi mødes blandt andet til medarbejderdag og julefrokost. Vi holder også juletræsfest for børn og børnebørn.

 

Vil du være vores nye kollega?

Så send os en kort ansøgning sammen med dit CV via linket herunder senest den 25. november 2026.

Vi holder første samtaler mandag den 30. november og anden samtalerunde fredag den 4. december.

Har du spørgsmål til stillingen? Tag endelig fat i afdelingsleder Mette Mikkelsen på telefon 50 60 98 75 eller på mail memi@grh.dk.

Vi anvender elektronisk rekruttering og modtager derfor ikke ansøgninger via mail eller fysisk post.

Du må gerne bruge AI som hjælp, når du søger hos os. Det vigtigste er, at vi stadig kan mærke dig i ansøgningen og forstå, hvad der motiverer dig, og hvorfor jobbet giver mening for dig.

Hos os er der mennesker på den anden side af din ansøgning. Vi bruger ikke AI til at screene eller vurdere kandidater.



Vi glæder os til at høre fra dig!

 

 

Mere om IS Kilden

IS Kilden er en del af Granhøjen i Gran Recovery and Health. Vi er en privatpsykiatrisk koncern, som tilbyder bolig, behandling og beskæftigelse til voksne med fysiske og psykiske vanskeligheder. Vi tror på, at alle mennesker er andet og mere end deres udfordringer eller diagnoser – og vi tror på, at vi alle gør en stor forskel sammen!

Læs mere om vores arbejdsplads, og mød dine kollegaer her.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Mette Mikkelsen
Jobområde: Administration
Stillingstype: Fuldtid
Gran Recovery and Health
Blindestræde, 4300 Holbæk